Børns mundtlige legekultur

Af Povl Bjerregaard

Kapitel 9 i bogen Dansk, kultur og kommunikation(2007) handler om børns mundtlige legekultur dvs. en leg der foregår på mundtlig vis som f. eks rim og remser. Nogle har en håndgribelig form og kan relativt let afgrænses og fastholdes som en genre, fx gåder og vittigheder, mens andre, fx sprogligt pjat og mundhuggerier, er sværere at fastholde på samme måde (Arvidssson 1999). Denne legekultur tilegnes gennem deltagelse og udøvelse, og den kræver „færdigheder med hensyn til udtryksformer, æstetiske teknikker, organisationsformer, iscenesættelse og performance“ (Liberg 1996). Spørger man børn om, hvorfra de har deres gåder og vittigheder, nævner de bl.a. søskende, onkler, fætre og kusiner som kilder, fordi vitser b. la udveksles ved familiesamvær. De mundtlige fortællinger varierer i indhold, form, længde, stil, funktion og anvendelsesmuligheder og varierer i form som f. eks skrøner, vittigheder, eventyr, løgnehistorier og nonsensfortællinger. Jeg vil i det følgende, kort omtale disse kategorier Gåder og gådevitser, „Alle børnene“-genren, og Rim og remser.

Gåder og gådevitser

En gåde er, hvor fortælleren stille et spørgsmål og modtager svarer på spørgsmålet f. eks. hvad er det der har fire ben, men ikke kan gå? En seng. En gådevits ligner en alm. Gåde men her er det også fortælleren der kommer med svaret f. eks Hvorfor kan hesten ikke blive elektriker? Fordi den taber alle pærerne.

„Alle børnene“-genren

„Alle børnene“-genren karakteriseres ved at der først er en egenskab eller handling ved alle børnene for så til sidst at komme med en undtagelse f. eks Alle børnene kiggede med i blenderen – undtagen bob – han kiggede op.

Rim og remser

Det som man normalt omtaler som rim og remser er sprogligt og indholdsmæssigt langt fra hinanden. Der er alligevel nogle fælles træk: en enkel og klar markeret rytme og dels brugen af forskellige rim-former, fx bogstavrim og enderim, derfor opfatter vi dem som nært beslægtede.